underside-topfoto-placeholder4.jpg

Anole

Vejledningen kan betragtes som gældende for alle arter af små anoler inden for slægten Anolis. F.eks. grøn anole (Anolis carolinensis), Martinique-anole (Anolis roquet summus) og brun anole (Anolis sagrei) 

Sociale behov/floksammensætning 
Anoler er sociale dyr, som med fordel kan holdes sammen, som par eller som en trio med to hunner og en han. Ønsker man at holde flere anoler i et terrarium, skal terrariet dog indrettes, så der er mulighed for at de enkelte dyr, specielt hannerne, kan opretholde deres eget territorium, da særligt hannerne er meget territoriale. Er der ikke plads nok til hannernes respektive territorier i terrariet, vil de slås. 

Fodring 
I fangenskab kan anoler fodres med fårekyllinger, melorme, fluer og andre insekter/larver. Du skal variere foderet så meget som muligt. 
Anolen tilbydes mad hver anden dag. En anole kan ikke fordøje et alt for stort bytte, og hvis man fodrer med for store byttedyr, risikerer man, at anolen kaster hele dyret op igen ufordøjet efter et par dage. 

Krybdyr kan ikke selv danne det aktive vitamin D3, hvis de ikke udsættes for solens lys eller for kunstigt ultraviolet lys. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at ultraviolet lys ikke kan gennemtrænge glas. D3- vitamin har især betydning for at knoglerne opbygges korrekt. Desuden har også foderets indhold af kalk og fosfor betydning for knoglerne. Kort kan det siges, at der skal være så meget kalk og så lidt fosfor som muligt. Derudover har foderets indhold af A-vitamin betydning for at huden og mund- og øjenslimhindens sundhed 

Ved hver anden fodring bør insekterne derfor rystes i vitamin/mineral-pulver med indhold af D3-vitamin. Foderdyrene kan puttes i køleskab først, så vil de blive fugtige, og vitaminpulveret kan herefter klistre til dem. Man kan desuden tilbyde dem UV-lys eller sollys. 

Vand 
Anoler drikker ikke af vandskåle, men slikker dråber af blade, af siden af terrariet o.lign. Derfor skal terrariet og planter overbruses dagligt. 

Terrarie-indretning 
Anoler kræver forholdsvis meget plads i forhold til deres ringe størrelse. Som minimum anvendes ca. 100 l. akvarium-plads pr. dyr. Der skal være net på toppen af akvariet. 
Nettet skal være så finmasket, at anolen ikke kan slippe gennem det. 

Som bundlag anvendes et lag grus som drænlag, og herover et tykt lag spagnum. 
Anolerne opholder sig det meste af tiden i træer/buske, og derfor skal der i terrariet være mange klatremuligheder for dem. Grene sættes i terrariet, så anolen kan klatre op i hele terrariets højde. Der kan også bruges tynde stykker bark og planter, der er kraftige nok til at anolen kan sidde på dem. Inddel terrariet med sten/"klipper" el. lign., til hvert dyr. Hver "plads" indrettes derefter med grene, planter, foderplads o. lign. 

I bunden af terrariet laves, ved hjælp af rødder o. lign., flere skjulesteder, så anolerne har mulighed for at gå i skygge. 
Temperaturen i terrariet bør have et spænd fra ca. 20–50° C fordelt over terrariets areal, således dyrene altid kan finde en plads med en passende temperatur for dem. Brug altid et termometer til at tjekke, at terrariets temperatur har denne spændvidde. 

I den ene ende over terrariet kan placeres en spotpære som yder varme til en varmeplads. Hvis terrariet er meget lille, må man tage en alm. pære i brug. 
Anolen skal have høj luftfugtighed. For at opretholde den høje luftfugtighed kan sphagnum-laget dækkes med mos, der holder på vandet – herudover bruges levende planter og en 
vandskål. 

Rengøring 
Hver dag skal terrariet overbruses. Terrariet skal kun "douches" – ikke gøres vådt, og døde/uspiste foderdyr fjernes. 
Efter behov (alt efter hvor stort terrariet er, hvor mange dyr man har osv.) skiftes bundsubstratet, og terrariet rengøres. 

Håndtering 
Grønne anoler egner sig ikke til håndtering, idet de er nervøse og meget hurtige i deres bevægelser. De er udelukkende dyr til at "kigge på", og overdreven håndtering skal undgås, da det stresser dyrene. 
Aktivering 
Lav mange muligheder for at anolen kan klatre og skjule sig. Et alsidigt foder er også med til at aktivere anolen. 

Livsforløb/formering 
Martinique-anolen kan leve i op til 4 år, og hunnen er kønsmoden efter et år. Hunnen lægger to æg, op til seks gange om året, med ca. tre ugers mellemrum. Æggene klækkes efter ca. 45 - 65 dage. 
Hannen kan blive op til 20 cm lang, hunnen op til 14 cm. 

Sundhed/sygdom 
Det er vigtigt at tjekke temperaturer og luftfugtighed i terrariet ved hjælp af et hygrometer, når man holder krybdyr. Anoler er meget små dyr, der hurtigt dør af f.eks. overophedning. 

Hos alle krybdyr er nedsat eller ophørt ædelyst, rødme og/eller belægning i munden, hævede eller lukkede øjne, besværet vejrtrækning og problemer med hudskiftet tegn på A-vitaminmangel. Ubehandlet vil det føre til, at dyret enten sulter ihjel eller får dødelige følgesygdomme som f.eks. lungebetændelse og hudbetændelse. Hos øgler vil de første symptomer på A-vitaminmangel ofte være, at slimhinden i munden bliver rød og får belægninger. Dyret vil pga. smerter ikke længere spise. 

For lidt D3-vitamin og/eller forkert balance mellem kalk og fosfor bevirker, at knoglerne udvikler sig forkert og bliver bløde eller nemt knækker. Selvom dette ikke nødvendigvis er dødeligt, vil dyrenes sundhed og dermed livskvalitet voldsomt nedsættes, og i visse tilfælde kan kæbeknoglerne blive så påvirkede, at dyret ikke kan spise. 

De ovenstående sygdomme kræver, at dyret både tages under akut behandling af en krybdyrkyndig dyrlæge, og at der sker en omlægning af dyrets kost. Kontakt derfor personer eller organisationer, der har specialviden om hold af anoler. 

Vil du vide mere: 
Nordisk Herpetologisk Forening

Webdesign: BUCHS AS