underside-topfoto-placeholder2.jpg

Nymfeparakit

Nymfeparakitten (Nymphicus hollandicus) er en lille kakadue (familien Cacatuidae) , der stammer fra det indre Australien, hvor den lever på tørre steppe- og ørkenområder, dog altid i nærheden af vand. 

Nymfeparakitten kaldes også nymfekakadue. Kakaduer hører til papegøjerne (ordenen Psittaciformes ) og har dermed papegøjegruppens særlige kendetegn, hvilket bl.a. ses på deres karakteristiske krumme næb.

Sociale behov/floksammensætning 
Her i Danmark er de nymfeparakitter, man ser i handelen, heldigvis opdrættet i fangenskab, hvilket er vigtigt for fuglens trivsel og tilvænning til livet som stuefugl. Helt generelt må det altid frarådes at anskaffe sig en vildfangen fugl. Vildfangne fugle kan være indfanget og transporteret under dyreværnsmæssigt kritisable omstændigheder og være smittet med forskellige sygdomme/parasitter. 
Nymfeparakitter er i naturen flokdyr, og de trives derfor bedst, hvis de holdes to eller flere sammen. Nymfeparakitter har stærke pardannelser og danner ofte par for livet. 
Selvom man har to nymfeparakitter, kan de godt blive tamme. Start eventuelt med at anskaffe én nymfeparakit, du kan gøre tam. Når det er sket, anskaffes én mere. Jo yngre nymfeparakitterne er, jo nemmere er det at gøre dem tamme. Har man ikke lyst til at få æg og unger, er det bedst at anskaffe to hanner, der kan holde hinanden med selskab. To hunner kan også leve sammen, bemærk dog, at de ofte vil lægge æg, selvom der ingen han er. 

Fodring 
Det har førhen været almindeligt at bruge grit i form af sand/grus som bundlag i bure til stuefugle. Der er dog flere grunde til, at man er begyndt at gå bort fra dette. 
Grit i form af uopløseligt grus/sand/småsten er generelt ikke nødvendigt for papegøjer (ordenen Psittaciformes), der afskaller frøene med næbbet, inden de sluger dem. Tværtimod er der efterhånden en del, der tyder på, at uopløseligt grit i visse tilfælde kan ophobes i muskelmaven (kråsen) på papegøjerne, hvilket kan forårsage forstoppelse, der kan være yderst farlig for fuglenes helbred. Dette gælder især for de større papegøjer som f.eks. amazonpapegøjer og nymfeparakitter. 

Til mindre papegøjer såsom undulater og spurvefugle som f.eks. kanariefugle og pragtfinker kan man give en smule grit én gang ugentligt. Brug helst organisk/opløseligt/kalkholdigt grit i form af sepiaskaller og østersskaller (varmebehandlede strandskaller, fås i dyrehandler), der ikke giver samme risiko for forstoppelse og kan virke som kalktilskud, samtidig med at det giver en sund aktivering af fuglene, når de bearbejder skallerne. Østersskallerne må gerne være tilsat lidt trækul, der i små, kontrollerede mængder kan gavne fordøjelsen. 

Nymfeparakitter skal altid have adgang til frisk foder hele døgnet rundt. 
Som grundkost kan der gives parakitblanding (en speciel frøblanding). Suppler med lidt grønt dagligt (se nedenstående). 
I de senere år er det blevet muligt at købe færdiglavet pelleteret foder (foder i pilleform) til brug som supplerende grundkost til stuefugle. Fordelen ved dette foder som grundkost er, at det på forhånd er afstemt efter fuglens ernæringsmæssige behov for forskellige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, hvilket hjælper til at sikre, at ens fugle altid får dækket disse behov. Til sammenligning kan frøblandinger i nogle tilfælde være for energirige/fedende og har ofte ikke den korrekte afbalancering af de forskellige vitaminer og mineraler, som er nødvendige for fuglene. 

Man skal også huske, at mange fugle er gode til at udvælge sig lækkerbidder i foderet og vil prøve at spise disse først og lade de »kedeligere« fødeemner inden for frø og grønt ligge, hvis det er muligt for dem. Det kan derfor være svært at sørge for, at ens fugls behov bliver opfyldt, hvis man udelukkende fodrer med frøblandinger og grønt. Har man fugle, der ikke har fået pelleteret foder før, og man ønsker at skifte dem over på dette, skal det ske gradvist, og det kan være nødvendigt at lokke fuglene til at spise det nye foder med små fif/teknikker i starten. Nogle fugle er vanedyr, når det kommer til kosten, og kan i begyndelsen være meget stædige med at afvise nye fødeemner, der ikke lige er godbidder. Man kan evt. rådføre sig med dyrlægen eller dyrehandleren, når man køber det pelleterede foder. 
Pillerne kan fås i nogle dyrehandler og dyrlæger og fås i forskellige pillestørrelser, passende til de forskellige slags fugle. Supplér hver dag med frø og grønt. 

Såfremt man fodrer med pelleteret foder, vil den rette vægtmæssige balance mellem fodergrupperne være: Ca. 30 % frøblanding, 40 % grønt og 30 % pillefoder. 
Af grønt kan man bl.a. tilbyde agurk, gulerod, salat (alt gerne økologisk), mælkebøtteblade og fuglegræs. Mælkebøtteblade og fuglegræs findes som »ukrudt« i haver og vejkanter. Pas på, at der ikke er brugt sprøjtemidler eller er meget bilos de steder, hvor det plukkes. Alternativt kan man give »kattegræs« (fås i dyrehandler). Giv ikke avocado eller kartofler, da begge indeholder stoffer, der er giftige for fuglene. 

Bland aldrig vådt foder som grønt med tørt foder som frø, pelleteret foder osv., for hvis det tørre foder begynder at mugne (og det gør det hurtigt, hvis det bliver fugtigt), kan det være meget giftigt for fuglen at spise. Fodr derfor med frø, grønt og evt. pelleteret foder i tre separate skåle. Frø bør altid opbevares i pakker/poser af papir, da indpakning i plast kan medføre, at frøene mister næringsværdi. Samtidig risikerer man at lukke fugt ind til frøene, så der kan dannes mug/svampesporer. Skålen med parakitblanding blæses ren for tomme frøskaller (gøres udendørs) og fyldes op med nyt frø dagligt. 
Nymfeparakitter kan tilbydes lidt proteintilskud, hvilket kan gives i form af æggefoder (kaldes æggefoder eller opmadningsfoder i dyrehandelen). En passende mængde kan f.eks. være 1 spiseskefuld pr. fugl 1 til 2 gange om ugen. Æggefoderet gives sammen med grundfoderet. 
Kalksten og sepiaskaller er velegnede som kalktilskud og sliber samtidig fuglenes næb. 

Én gang om ugen kan man evt. give et par dråber torskelevertran i parakitblandingen. Levertran er rigt på vitamin D, der hjælper parakitterne med optagelse af kalk (som bruges til opbygning af knogler og ved æglægning). 
Nymfeparakitter skal altid have adgang til frisk vand, der gives dagligt i en skål eller drikkekar, evt. via et pumpeglas, da vandet ikke bliver så hurtigt beskidt i disse. 

Burindretning 
To nymfeparakitter har behov for et bur på ca. 100 x 70 x 140 cm (længde x bredde x højde), men gerne større, hvis der er mulighed for det, og en rigtig flyvevoliere er altid at foretrække. 
Brug altid firkantede bure, ikke runde. Runde/buede bure kan forvirre og stresse fuglene. 

Som bundlag i buret kan man bruge barkflis (fås i dyrehandler), der har den fordel, at barkstykkerne er store nok til, at fuglene ikke finder på at sluge dem, samtidig med at selve materialet har en desinficerende effekt. Alternativt til dette kan man bruge »Gnavz«-flager, som er et ikke-støvende naturprodukt fremstillet af plantefibre og tang, eller spånpiller/»strø« (kan købes i dyrehandler). Man skal dog altid holde øje med, om ens fugle ynder at spise af bundlaget, i så fald bør man skifte bundlagstype. 

Bruger man sandpapir, skal det aldrig bruges alene som bundlag i buret, og man bør købe en variant fremstillet til fugle, som ikke indeholder skadelige stoffer såsom lim (købes i dyrehandler). 
Der skal være naturpinde i forskellige tykkelser i buret, og altid flere stykker. Det er godt for nymfeparakitterne at have varierende fodstilling, og naturgrene slider også kløerne bedre, så de ikke behøver at klippes. 

Grenene skal være så tykke, at fuglenes tæer kun kan nå ¾ rundt om grenen. Brug grene fra usprøjtede frugttræer. Grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel og ahorn m.fl. kan også bruges. Pindene skal anbringes forskudt i buret, aldrig oven over hinanden. Giv grene fra usprøjtede frugttræer. Lad bark, kviste, blade og knopper blive på, fuglene nyder at pille i disse. 
Stil aldrig foderskåle mv. ind under siddegrenene, da fuglene så kan få afføring ned i skålene. 
Vil man lade nymfeparakitterne yngle, skal de have en redekasse, der anbringes uden på buret, så den ikke optager plads i buret. Et mindre og rundt indgangshul giver adgang til og fra redekasse/bur. Bundlaget i redekassen er et lag på 8-10 cm jord (halvdelen sphagnum, halvdelen havejord, der blandes med lidt høvlspåner). 

Nymfeparakitter elsker at bade, så det er en god idé med en vandskål på bunden af buret/volieren, de kan boltre sig i (vandet skal skiftes ofte). 
Buret skal altid stå hævet over jorden, så man undgår træk, samt ikke for koldt og ikke i direkte sollys. 

Rengøring 
Tomme frøskaller blæses væk fra frøskålen dagligt (gøres udendørs), så nymfeparakitterne kan finde de hele frø. Vandet skiftes, og skålen/drikkeflasken vaskes dagligt. Grønt udskiftes hver dag. Pelleteret foder skiftes dagligt, da det hurtigt kan mugne. Uspiste rester af proteintilskud fjernes, dagen efter det er blevet sat ind i buret. Hold altid frø og vådt foder (»grønt«) adskilt, da det kan være meget giftigt for fuglen at spise frø og piller, der er begyndt at mugne pga. fugt. 

Frøskaller, ekskrementer og eventuelle løse fjer fra burets bundlag støvsuges op dagligt og mindst to gange om ugen. Fordelen ved en let daglig rengøring er, at der er færre fjer- og støvpartikler i værelset, hvor buret står. Det øger også ens egen trivsel. 
Hele bundlaget udskiftes én gang om ugen. Hvis barkflis bliver meget fugtig/våd, kan der komme svampesporer, og i så fald skal bundlaget skiftes med det samme, og buret rengøres i bund. »Gnavz« er god til at suge fugt og bør ikke udvikle mug, såfremt det skiftes ugentligt. 

Håndtering 
Skal nymfeparakitten være tam, skal den trænes i at sidde på finger og vænnes til menneskets nærhed, straks efter at den er anskaffet. Den skal vænnes gradvist til at gå op på ens hånd, og man skal herefter lade den sidde dér i længere tid, mens man forholder sig roligt. Jo oftere man tager den på fingeren på denne måde, jo mere tam bliver den. Ros den (snak/lav små lyde med rolig stemme) og beløn den med godbidder. 

Er man nødt til at indfange en nymfeparakit, der ikke er tam, så tag en tynd handske på først. Pas på ikke at klemme fuglen, når den indfanges. Nymfeparakitter kan let bide en finger til blods med deres skarpe næb, hvis den skræmmes og prøver at forsvare sig. 

Aktivering 
Aktivering er vigtigt, da nymfeparakitter er intelligente dyr, der kræver stimulering, ellers kan de let komme til at kede sig. 
Selskab fra artsfæller er meget vigtigt hér. Aktivér også med friske, usprøjtede grene med skud, bark, knopper osv., fuglene er vilde med at pille i dem. 
Giv gerne foder m.v. i hele stykker. 

Man kan hænge forskelligt legetøj op i buret, men vær opmærksom på, at det ikke må være fremstillet af bly eller andet blødt metal, da det vil kunne give fuglene forgiftning. 
Hvis nymfeparakitterne er tamme og dermed kan tages ud af buret (og hentes ind igen), skal de helst have en daglig flyvetur uden for buret. De er gode flyvere, der har behov for megen motion. 

Byg eventuelt et fugletræ eller hæng en bakke med monterede grene op som landingsplads i fugleværelset. Husk at lukke alle døre og vinduer og fjerne ting, der kan være farlige for fuglene. 
Store ruder bør være dækket af tynde gardiner el. lignende, når fuglene er ude af buret, da de ellers vil kunne komme til at flyve mod ruderne med slemme skader til følge. 

Livsforløb/formering 
En nymfeparakit kan typisk blive 17-18 år og bliver kønsmoden, når den er mellem 6 og 12 måneder gammel. 
Har man to nymfeparakitter af forskelligt køn, vil det ofte ske, at de får lyst til at yngle, og nymfeparakitter i fangenskab yngler typisk hele året rundt. Hunnen lægger mellem 2 og 8 æg, som klækkes efter ca. 18 dage. Ungerne er klar til at forlade reden, når de er ca. 5 uger gamle. Man skal altså være forberedt på, at man meget hurtigt vil få en masse unger fra sine nymfeparakitpar. Nymfeparakitter har en meget spændende yngleadfærd, hvor han og hun skiftes til at ruge på æggene, hvilket er et særsyn blandt papegøjerne. 

Sundhed/sygdom 
Som mange andre fugle kan nymfeparakitten let få luftvejsinfektioner såsom bronkitis og lungebetændelse og skal derfor beskyttes mod træk/kulde. 
Undgå at stille buret for varmt eller i direkte sollys, f.eks. bag en solbeskinnet rude, da det kan medføre hedeslag. 
Fjerplukning kan forekomme og kan være et tegn på stress eller kedsomhed. For at undgå dette er det vigtigt med passende selskab, en god burindretning og mulighed for at flyve dagligt. 

Vil du vide mere: 
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger 

 

Webdesign: BUCHS AS