underside-topfoto-placeholder4.jpg

Giv hunden en god start!

Der er forskel på, om hunden er lydig eller velopdragen. I første omgang bør hundeejeren bruge sin energi på at få en Hund 5velopdragen hund – derefter kan man tage fat på de lydige færdigheder.

Tekst: Gitte Westen-Breaum

Lad mig starte med at slå helt fast, at der er himmelråbende forskel på, om man har en lydig hund eller en velopdragen hund.
Det mest optimale er naturligvis en velopdragen og lydig hund - men hvor mange har det? Det er desværre kun forbeholdt ganske få – selvom mange hundefolk mener, at de har begge dele.

Lær hunden at begå sig
Hvordan definerer jeg forskellen på at være lydig kontra velopdragen?
Måske husker du den gamle filmklassiker ”My fair Lady”, om den fattige unge pige, der ved at (ondt) eksperiment skal tillære sig en masse færdigheder på kort tid, så hun kan begå sig i et selskab for overklassen. Hun træner blandt andet sin accent, sin gang og lærer at holde rigtigt på et glas, men på trods af alle disse nye færdigheder, føler hun sig ikke rigtig tilpas i selskabet.
Filmen illustrerer meget godt forskellen på velopdragenhed (eller dannelse, som man også kunne kalde det) og lydighed. Pigen i filmen, såvel som hunde, har først og fremmest brug for at lære nogle almene regler for, hvordan man opfører sig, før de mere specifikke færdigheder giver mening.

Lydighed er tillærte specifikke egenskaber så som sit, stå, dæk, plads, giv pote, vente, bliv, højre, venstre, omkring, op, ned, ind, ud, over, under, halse, kom, spring, apport, rulle osv. Alt det, som man typisk lærer på en hundeskole.

Velopdragenhed er også tillærte egenskaber så som, ikke springe op, vise respekt og høre/mærke efter, være nærværende og lyttende, flytte sig hvis hunden står i vejen, ikke løbe ind i folks ben, ikke trække, have jordforbindelse, gå væk, hvis man bliver bedt om det, være stille, være tålmodig, at kunne stå bundet, at blive holdt af en fremmed, at kunne blive passet ude, at køre i bil uden at pive samt alle de andre ting, der gør, at hunden kan færdes i samfundet uden problemer.

Hunden skal lære begge dele
Mange lydige hunde er udelukkende lydige på træningspladsen og i deciderede træningssituationer. Så snart træningen er overstået er de nogle ganske grænseoverskridende hunde at være i nærheden af. De springer op, hapser i os/vores tøj, løber efter katten, kommer ikke når der bliver kaldt og hører generelt ikke særlig godt efter vores signaler.

Velopdragne hunde derimod kan ganske let færdes i varierende miljøer, håndteres i mange tænkelige situationer (dyrlægen, trimmeren, dommeren på udstillingen m.m.), men er måske ikke så stærke i at udføre apportering, fællesafdækning og den slags svære lydighedsøvelser.

For mig er det vigtigt, at man indlærer begge ting og helst lige godt, så hunden får et langt uproblematisk og behageligt liv i vores verden – helst ikke omvendt, som desværre er det, jeg ofte ser i min hverdag med hunde.

Hvor starter man?
Bare det at tage sin hund ud at gå tur er for mange en pine og en plage, da hunden trækker af sted med én, ikke kommer når man kalder, gør/knurrer af andre hunde og springer op af folk man møder.
Har man sådan en hund, bør man så træne lydighed eller velopdragenhed?
Mit råd er at sætte fokus på velopdragenhed i første omgang.

Det er ikke særlig respektfuldt at blive trukket af sted som en kælk efter sin hund, når man gerne vil lufte den.
Og faktisk handler det meget lidt om at træne lydighed - for jeg mener ikke, at vi opnår respekt fra vores hund ved at give den kiks eller et klik på en træningsbane, når problemet primært handler om, hvordan vi håndterer vores hund i dagligdagen.

Derimod mener jeg, at respekten kommer af, at vi skal være nogle værdige, rolige samarbejdspartnere for hunden. Det betyder:

• at vi ikke stiller stører krav, end vi forestiller os, hunden kan honorere
• at vi ikke sætter hunden i en situation, den ikke kan håndtere
• at vi gradvis indlærer den nye færdigheder på en måde, som skaber succesoplevelser for hunden
• at vi er bevidste om, hvilken forskel der er på velopdragenhed og lydighed.

Start tidligt
Det er en god idé, at man ganske tidligt lærer hunden ikke at trække, ved at gå ind foran den og med vores kropssprog fortælle den, at vi ikke ønsker at blive trukket i. Gøres dette allerede mens hunden er 2-4 måneder, bliver det ikke et problem i resten af hundens liv.
Der er kæmpeforskel på, om en labrador på 8 kg trækker, eller om den vejer 35 kg. Så hvorfor ikke bare lære den fra starten af dens liv hos os, at det ikke er acceptabelt at trække?
Desværre ser vi først problemet, når hunden er blevet teenager eller sågar voksen hund, og på det tidspunkt er problemet noget vanskeligere arbejde med, dog er intet umuligt!
Det er som bekendt ALDRIG for sent at lære nye tricks – heller ikke for gamle hunde.

Sådan gør du med en voksen hund!
Kropssproget er det samme, som når du lærer en hvalp at gå pænt. Gå ind foran hunden og bak den lige bagud, indtil du ser dens ”skal-vi-snakke-om-det” reaktion, som typisk er at vende siden af hovedet til os og slikke sig om munden (der findes en helt masse andre signaler hunden kan bruge – disse er blot de mest brugte).
Påbegynd ikke dette uden at have en kyndig person ved din side, da du MÅ have en til at læse og tolke hundens signaler korrekt. Overser du, at hunden faktisk signalerer ”jeg forstår og vil samarbejde”, opstår der konflikter og mistillid.

Når hunden så – på et tidspunkt – finder ud af alvoren/meningen med denne ”dominante” adfærd, kan den reagere på mange måder.
Nogle hunde bliver så fortørnet over, at vi skal til at lave om på gamle vaner, at de bider efter vores ben/hænder, andre sætter sig og kigger op, nogle springer væk nærmest med et stort undskyld, andre lader som om det ikke gælder dem og nogle ”pakker sammen” på ½ min. og lader os bestemme.

Det er vigtigt, at du får vist øvelsen og får rådgivning, idet du udfører den. Hvis hverken du eller din hund forstår meningen med øvelsen og har fået den vist, virker det hele noget forvirrende og uoverskueligt.
Ser man derimod, hvilken kæmpeeffekt den korrekte udførsel af øvelsen har fra starten, ser man også logikken i øvelsen, og hunden forstår dermed langt bedre.

Der skal ikke udøves vold mod hunden, man skal ikke råbe/slå, tale højt, sige NEJ, rykke i hunden, sætte sig på hunden, tage fat i hunden eller på anden måde være fysisk overlegen, hvis hunden ikke accepterer din nye adfærd.
Det handler om at bruge et minimum af fysisk – vejen til at opnå respekt består i en rolig og myndig adfærd, som jeg også har skrevet om i magasinet tidligere.

Giv signaler
Lær hunden hvad du mener og ønsker af den.

• På gåture, hvor du ikke ønsker træk i linen, siges signalet ”gå pænt”.
• På gåture, hvor du ønsker at træne lydighed, siges signalet ”plads”.
• På gåture, hvor du ikke har overskuddet til at træne noget, siges signalet ”træk eller fri”.

På ture, hvor du ønsker at træne lidt lydighed (plads) og lidt ”ikke trække” (gå-pænt) signaleres disse signaler, som du ønsker det.
Husk – at når du har sagt gå-pænt siges det kun 1 eller 2 gange - derefter er det kropssproget det handler om.
Hyppige gentagelser af samme signaler øger ikke nødvendigvis indlæringen, snarere tværtimod.

Hvor meget skal det så trænes?
Jeg påstår at kunne lære en normal fungerende hund (uanset alder), at ”gå pænt” på mellem ½ og 5 min. Derefter handler det om gentagelser, konsekvens og i høj grad om social rangorden i flokken, dvs. familien.
Jeg mener, at for voksne hunde (over ca. 1½ år) skal der trænes max. 14 dage til tre uger, før det virker alle steder. Altså inden du har en hund, der ikke trækker dig ind og ud af døren/lågen og af sted på gåturene.

Hårdt arbejde
Tro mig – man kommer ikke sovende til det! Man bør være særdeles opmærksom på sin hund, når man træner (specielt de første 14. dage til tre uger). Hvis hunden formår at flytte sin ejer nogle få skridt i den forkerte retning eller hvis det lykkedes den at gå tre skridt foran ejeren, ja så kan du være sikker på, at den vil fortsætte med at teste grænserne.

Ros og godbidder
Godbidder hører sig ikke til, når man træner respekt i form af ”lad være med at trække mig rundt som en kælk”.
Når jeg træner med din hund, vil jeg rose både med mimik og stemme, dels fordi jeg er fremmed og ikke vil virke som en strid banan overfor hunden, dels for at give hunden MEGET tydelige signaler for, hvad det er jeg ønsker af den med denne nye konsekvente øvelse.

Træner du lydighed, som plads fx er, så brug endelig masser af ros og masser af godbidder, for det er der, de hører sig til (Hvem af os ville gå på job, hvis ikke vi fik løn for det?).

Sæt dig i hundens sted
Vær meget opmærksom på forskellen mellem lydighed og velopdragenhed. Lær først og fremmest hunden vores ”normer og regler” for, hvordan man bør opføre sig som hund, så også andre synes, det er rart at være i nærheden af vores hund. (velopdragenhed)

Træn kun, når du selv er på og har overskud til det.
Lad ikke tidligere frustrationer gå ud over hunden og bær ALDRIG nag.
Vær så mild og kærlig som muligt – hele tiden. Og husk altid at se træningen fra hundens side. Hvordan ville du selv opfatte det, hvis du var hund?

Webdesign: BUCHS AS