undulat.jpg

Hundens sprog

Hunden har en række signaler, som fortæller dens omverden, hvilket humør den er i. Her får du en kort introduktion i Hundhundesprog.

Tekst: Jesper Trampe

Fælles for alle hunde er, at de nedstammer fra samme forfader – nemlig ulven. Det betyder, at de har en række instinktive signaler med i bagagen allerede fra fødslen, men det betyder ikke, at alle hunde reagerer ens eller udtrykker deres sindsstemninger ens. Der er faktisk store forskelle blandt racerne – forskelle som man naturligvis skal sætte sig grundigt ind i, inden man anskaffer sig en hund.
Vi mennesker er ikke altid lige kvikke til at forstå vores hund, og desværre bliver flere og flere hunde aflivet på grund af såkaldte adfærdsvanskeligheder. Knap halvdelen af alle aflivninger i dag skyldes ’adfærdsproblemer’ – og det er faktisk en hyppigere grund end sygdomme. Betyder det så, at hundene er blevet mere adfærdsvanskelige med tiden? Næppe. Problemet er nok snarere, at ejeren er blevet dårligere til at sætte sig ind i hundens behov, psyke og signaler.

En værdig leder
Alle hunde er flokdyr, hvilket også er nedarvet fra ulven. En hund har det bedst med at befinde sig blandt medlemmerne af flokken (ejerne), og den har brug for at kende sin plads i hierarkiet. Hunden har ikke noget udpræget behov for selv at være leder af flokken, men den har brug for, at den, der er det, udviser ro, værdighed og overblik. Så det der med at miste besindelsen og råbe og skrige, når hunden ikke kommer er absolut en misforstået taktik, hvis man ønsker at opnå ’respekt’ hos hunden. Man opnår i værste fald, at hunden bliver angst.
Den gode leder er selvfølgelig også opmærksom på hundens signaler. Han guider hunden, når den føler sig utryg og stimulerer den, så den får brugt alle sine instinkter.

Signalerne
Mennesker og hunde forstår ikke altid hinanden lige godt. Det skyldes ikke mindst, at vi har forskelligt kropssprog. Mennesker har det fx med at kramme hinanden, når vi vil vise vores kærlighed, hvilket i hundens univers er en dominerende gestus. Når vi slipper af sted med at kramme vores hund, er det egentlig mest fordi, den bærer over med os – vi er trods alt dens leder.

Halen
Halen er hundens vigtigste og mest tydelige instrument til at udtrykke humøret. Der er næppe nogen, der er i tvivl om, at en hund, der stikker halen mellem benene er kry og bange. Men vifter en hund med halen, kan man ikke altid regne med, at den er glad, som de fleste tror. Hunden vifter fx også med halen, hvis den er opmærksom og en stiv og langsom logren kan faktisk betyde, at den føler sig truet.

Pelsen
En hund kan rejse sine hår på ryggen, hvis den står overfor en anspændt situation. Det er et signal om, at den føler sig truet og usikker, og det ses typisk, når den ’lister’ forsigtigt rundt om en anden hund, som den ikke kender og ikke føler sig tryg ved.

Kroppen
En usikker hund kendes ved, at den sænker den bagerste del af kroppen og i det hele taget forsøger at gøre sig så lille som muligt. Er den bange, vender den også hovedet bort.
En dominant hund gør derimod alt, hvad den kan for at virke stor og truende. Kropsvægten er lagt fremover, og nakken skudt i vejret. Den er klar til at tage en eventuel kamp om rangordenen.
En lille hund kan sagtens dominere en langt større hund ved at udtrykke et selvsikkert kropssprog.

Ørerne
Generelt er fremadrettede ører udtryk for styrke, mens bagudrettede oftest er udtryk for usikkerhed og angst. Denne hovedregel gælder dog ikke altid. En opmærksom hund bruger også sine ører aktivt.

Hovedet
Hundens hoved er meget udtryksfuldt. Blottede tænder og et stift blik viser en aggressiv hund, mens nedadrettede mundvige og et vigende blik udtrykker en angst hund. Imellem disse to poler er et utal af forskellige andre signaler om hundens sindstilstand.

Lyde
Hundens lyde hjælper os meget med at forstå dens signaler. Hylen, knurren, gøen og piben kan udføres i forskellige tonelejrer og med forskellig intensitet. En velkommen gæst af familien hilses velkommen med en lys bjæffen, mens en indbrudstyv udløser en dyb og truende gøen.

Duftsignaler
Hunden bruger flittigt sin formidable duftsans til at begå sig. Det er en vigtig del af hundens sociale system, og den er faktisk i stand til at kende ven fra fjende ved at dufte til et lille strint eller sågar et fodspor.
En hanhund har altid travlt med at markere sit territorium, mens en hunhund i løbetid kan tiltrække bejlere ved et enkelt strint.
Mellem trædepuderne har hunden nogle svedkirtler, som afsætter ligeså markant en duft som urinen. Når en hund skraber kraftigt i jorden, er det altså dens måde at forstærke territoriemarkeringen på. Duftsignalerne indgår i et sirligt og indforstået system, som er en helt fundamental del af hundens måde at udtrykke sig på.

Når skælduden bliver for meget
En hund bryder sig aldrig om at få skældud. Den vil faktisk gøre hvad som helst for at undgå det – og den sender derfor masser af signaler til os om at holde inde. Poten rækkes frem, den puffer snuden mod os, slikker sig om munden, smasker og gaber. Hver race har sin måde at gøre det på, mens budskabet er det samme: ”Jeg har forstået, at jeg har gjort noget galt.”
Spørgsmålet er så, om den også ved, hvad det er, den har gjort galt!

Website by Buchs